Nyere aviskronikker

Kronik af Else Cederborg: "Livet som lig ..." https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/2014-11-14/livet-som-lig Forleden morgen da jeg sad og hyggede mig med min morgenkaffe og med snuden i en avis, fik jeg et chok. Pludselig lød der et ordentligt bump, fordi en due fløj ind i ruden lige over for mig. Selv om lyden var skræmmende, glemte jeg den dog hurtigt for ubehaget ved at se, den stakkels, afsjælede fugl ligesom glide ned ad ruden for derefter at ende i buskadset nedenunder. Det hele varede reelt set kun nogle få sekunder, men de var sørme lange, for jeg blev virkelig ubehageligt til mode. En del af chokket skyldtes det høje bump, men det værste kom af det pludselige og ganske uventede i selve dødsfaldet. Nok ved man, at døden kan komme som lyn fra en klar himmel, som man siger, men ærlig talt, én ting er at vide det med forstanden, noget ganske andet at se det bevist på en så konkret måde. Da jeg gik ned for at tjekke, om duen nu også var rigtig død, kom jeg igennem gården, der denne morgen var fyldt op med et helt møblement. Ups, tænkte jeg, der er vist en her i ejendommen, der har sluppet håndtaget, så nu bliver lejligheden ryddet. Containeren var allerede propfyldt med alt muligt, der for ganske kort tid siden var et medmenneskes personlige og måske højt elskede ejendele. Da ingen familiemedlemmer åbenbart ville have det, så var det endt som skrald. På en vis måde ligesom afdøde selv, idet vedkommende nu befandt sig i den sære mellemtilstand, hvor man er udnævnt til "lig". Når man er i denne tilstand består ens allersidste opgave som bekendt i at lade sig skaffe af vejen én gang for alle og ikke fylde unødigt op. Cirklen sluttes så at sige, idet man gennem sin livstid har bevæget sig fra ufødt til født og derpå til "lig". Sært nok tildeles man som død tilmed et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om "hans/hendes lig", "mit/dit lig", men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv. Intet lig har således begravet sig selv eller skaffet sine ejendele nyt ophold, for alt det står de efterladte - eller samfundets repræsentanter - for. Man kan naturligvis efterlade sig bestemmelser om ejendele eller begravelse, men ingen garanterer, at de efterleves. Det har jeg selv oplevet med en nær slægtning, der blev begravet stik imod sine egne udtrykkelige og nedskrevne ønsker, hvilket bl.a. jeg følte som et groft overgreb. Nå, men duen viste sig at være stendød. Trist nok, for det var tydeligvis en ung fugl, der nu blev snydt for et rigtigt, ægte dueliv med kurmageri, avl og unger. Ulykken var formentlig sket, fordi jeg kort tid før havde fået pudset vinduer, så de for én gangs skyld var skinnende blanke. Som dyreven - og nu også ufrivillig duemorder - kunne jeg kun beklage dødsfaldet og så ellers få den afsjælede fugl skaffet af vejen, nemlig som skrald. Sært nok var dette kun den første døde due, jeg fik til opgave at få fjernet netop denne sære dag, men det vidste jeg selvfølgelig ikke på det tidspunkt ... På vejen tilbage gennem gården så jeg, at de første "ådselsgribbe" allerede var ankommet. Jeg genkendte dem såmænd på min egen reaktion, da mit blik nu automatisk zoomede ind på bl.a. en pæn standerlampe, der lå smidt som affald. Mine med-gribbe så også mig, og vi udvekslede et par mistroiske og griske øjekast, samtidig med at vi tvang os selv til et venligt "god morgen, dejligt vejr i dag!" Ingen af os sagde mere, men da der dukkede endnu en interesseret "grib" op, som jeg kendte, spurgte jeg, om han vidste, hvem der var død. Det gjorde han ikke, men en af de første "gribbe" kom med et muntert "ja, hér finder man ham i hvert fald ikke, for vi har været det hele igennem - ha, ha, ha!" Nej, tænkte jeg på vej op, det gør man vel ikke, for nu er han/hun på vej videre i processen med at få forvandlet sit lig til den pæne og noble, men først og fremmest begravede og dermed usynlige afdøde. Noget, der paradoksalt nok giver liv til en hel industri, hvor der beskæftiges alt fra læger, patologer, bedemænd, balsamører/sminkører, gravere, kirkegårdsbetjente, blomsterhandlere, præster til - i visse tilfælde - også retsmedicinere og politifolk. Når det går rigtig hedt til, giver et dødsfald også nyt liv til pressen, men så skal det også være noget særligt, hvor "(grav-)jord" rimer på "mord". Visse steder, hvor man går meget op i at bevare liget bedst muligt, får folk, der kender balsameringens kunst, til dagen og vejen ved at opretholde en illusion af evigt liv. Det skete f.eks. i tilfældet med Eva Peron, men inden da blev også andre prominente lig bearbejdet efter alle kunstens regler. Der er velbevarede mumier både i og uden for Ægypten, men også fint dekorerede skeletter som f.eks. de 19 juvelklædte ukanoniserede "helgener"/"martyrer" fra St. Deodatus (Rheinau, Swizterland). Man spørger sig selv, hvordan nogen kan få den skøre ide at overdænge disse for længst afdøde og tilmed tvivlsomme kirkelige dignitarer med kostbare juveler i en verden, hvor levende mennesker sulter. Det virker jo skørt, ikke mindst når det viser sig, at det har taget flere år at udsmykke dem. En af dem, der stod for denne udsmykning, var i øvrigt nonnen Potentiana Hammerl. Det var hende, der bl.a. udsmykkede St. Alberts kranium, brystkasse og lemmer med røde og blå ædelsten samt gav ham et pandebånd med perler. Gad vide, hvad han ville have sagt til denne smykkeoverflod i levende live. Én ting er, at den lille, italienske pige Rosalia Lombardo (1918-1920), blev mumificeret, da hun døde af lungebetændelse, så hun den dag i dag ser forbløffende levende ud, noget ganske andet at udstyre en flok skeletter med kroner og sceptre, guldkæder, osv., osv.. Det forarger mig, men sket er sket, og ingen får sikkert hevet stadsen af ligene. Hvad Rosalia Lombardo angår, så blev hun balsameret af en af datidens fremragende balsamører, nemlig Alfredo Salafia, og derpå lagt i gravkapellet på Sicilien, hvor hun stadig ligger, men ikke i den oprindelige kiste. Sagen er nemlig den, at man for nogle år siden opdagede, at det snart 100-årige lig var ved at blive indhentet af tidens tand, og den gik jo ikke, for hvad hun enten hun er i live eller ej, så er hun nu blevet en turistattraktion. Himmel og hav blev sat i bevægelse for at redde den afdøde tumling, der havde fået forlænget sit 2-årige jordeliv af balsameringskunsten. Grotesk, når man tænker på, at levende, syge børn verden over dør, fordi der ikke er penge til forskning eller behandling, men sådan er det, når man taler om "livet efter livet her på jorden". Hér gælder der nogle helt andre regler end inden for noget andet felt. Meget af det styres udelukkende af følelser, og sådan var det med Rosalia, hvis far sørgede så dybt over hendes bortgang, at han ofrede store summer for at bevare hendes lig. Efter at man har set billeder fra Nazisternes kz-lejre er det nu, som om det én gang for alle er blevet gjort klart for moderne mennesker, at død er død, og at INTET kan gøre den ugjort. Sagen er bare den, at hver enkelt afdøde person kan betyde virkelig meget for de efterladte. På den ene side ved de, at der reelt set er tale om det, den omkomne due blev for mig, nemlig skrald, på den anden side vil de naturligvis til enhver tid nægte at behandle deres døde slægtninge, venner, kærester, etc. som noget sådant. Liget både er og er ikke den person, det var i levende live, og man ønsker at behandle det ud fra en følelse af, at det eksisterer som individ selv i død tilstand, hvor den bevidsthed, der skaber personligheden, er væk én gang for alle. Når man står ved dødslejet og betragter det, der måske for et kort øjeblik siden var det vigtigste i ens liv, er det da også svært/umuligt at se dette øjeblik som det første i en forandringsproces, hvor afdøde går fra en elsket og levende person til et anonymt skelet eller en dynge aske. Ikke desto mindre er det sådan, også hvad os selv angår, hvilket nok er det allersværeste at forstå. Sproglige udtryk narrer os også til en bagatellisering af dødsprocessen. Det gælder f.eks. sådan noget som "det bliver min død", for det handler jo ikke om døden. Man misbruger den bare til at forstærke en erklæring om noget helt andet. Sådan er det også med "dødlækker", hvilket er et grotesk udtryk, når man tænker på modsætningen mellem noget reelt lækkert og et lig, der jo ikke ligefrem bevarer charmen særlig længe. Det er noget anderledes med "det blev hans død", for hér drejer det sig om noget, der (teoretisk set) har ført til et konkret dødsfald. "Døden fra Lübeck" er en metafor for et sølle og elendigt udseende, medens "dødens pølse" betyder, at noget er enormt kedeligt. Begge dele kunne udtrykkes på en anden måde, men begreberne forstærkes af ordet "død". Med hensyn til "kendt dødt og magtesløst", så er det et juridisk udtryk, medens "erklæret død" står for en medicinsk betragtning. Når man taler om selve dødsfaldet, bruger man ofte udtryk som f.eks. "han/hun tabte kampen", hvilket, giver et falsk indtryk af, at hvis bare man kæmper længe og ihærdigt nok , så kan man besejre døden. Noget, der er umuligt i det lange løb, hvad enten man er syg eller bare gammel. Man siger også, at den og den blev "udfriet", og dér er man på en langt mere realistisk bane, for døden er virkelig ofte en udfrielse for mange, der lider af grusomme sygdomme og skavanker i årevis. At mange hellere ville fortsætte livet end at blive "udfriet", er så en anden sag, for før eller senere er det nu engang umuligt, da livet slutter, hvad enten vi vil eller ej. Dødstraditioner er centrale i de fleste religioner, men er ofte bizarre og direkte stødende for anderledes tænkende. Jeg kan f.eks. ikke lide at se skeletter, der bruges som udsmykning. Kapuciner-kirken Santa Maria delle ConcezioneI i Rom er måske den kendteste kirke, der udsmykkes med knogler. Det drejer sig om knogler fra ca. 4.000 afdøde gejstlige, men denne kirke er ikke den eneste, hvor man laver den slags bizarre, men kunstfærdige opstillinger. En anden mindre kendt er Den Sedlec Ossuary, der er et lille romersk-katolsk kapel, der ligger under Kirkegård Kirke All Saints i Sedlec. Hér ligger der angiveligt skeletter fra mellem 40.000 og 70.000 mennesker til offentlig beskuelse. Når jeg ikke blot reagerer imod kunstneriske galninge som f.eks. Günther von Hagen og hans plastinerede lig, men også imod knogleopstillingerne i disse kirker og andre steder, så skyldes det, at for mig repræsenterer hver enkelt knogle et menneske og et menneskeliv. På den ene side ved jeg godt, at bedømmelsen af disse værker har med synsvinklen at gøre, og at dette ikke i sig selv er mindre respektfuldt end de grave, jeg kender fra danske kirkegårde. På den anden side er det mig umuligt at acceptere, at døde mennesker forvandles til brikker i et kunstnerisk puslespil. Engang var de hr., fru, frk. XXX, og nu er de blevet til plastik-kødtrofæer eller til klodser, der holder en stort anlagt pyramide af knogler oppe. Dvs. at når jeg reagerer imod disse opstillinger, så skyldes det, at jeg trods alt har en forventning om at genfinde individet, men at disse opstillinger beviser for mig, at det virkelig er udslettet. Hr., fru, frk. XXX findes ikke mere, for de er blevet til brikker i et kunstnerisk puslespil. Sådan ville de fleste føle, hvis det gjaldt personer som f.eks. H.C. Andersen, hvis grav man kan besøge. Han er lige så død som hr., fru, frk. XXX, men hvis man halede ham op af graven og puttede ham i en benpyramide sammen med Søren Kierkegaard, Herman Bang, Tove Ditlevsen, etc., etc., så ville det ikke gå stille af. Assistens Kirkegården kunne overraskende nok slippe godt fra at bryde gravfreden og flytte et stort antal lig for at give plads til metroen, men den gik nok ikke med berømthederne H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Der er altså en vis rangforskel på lig og den behandling, de udsættes for. De fine, fornemme eller berømte beskyttes i deres grave, men der er dog undtagelser. F.eks. blev den engelske dronning Katherine af Valois (1401-1437), der var gift med Henrik V, udsat for en noget ureglementeret behandling efter sin død. Hendes barnebarn, Henrik VII foretog forskellige forandringer af Westminster Abbey, hvilket medførte, at hendes balsamerede lig blev placeret i en primitiv kiste og derpå efterladt til almen beskuelse i kirken i over 200 år. Senere på denne duedødsfaldsdag tog jeg på Assistens Kirkegården, hvor jeg ser efter en vens grav. Så vidt jeg kan se, er jeg den eneste, der stadig besøger ham, men denne dag var der bevis på endnu et besøg: der lå en død due på graven, omgivet af dun og med et stort, rundt hul i brystet. Det lignede grangiveligt en mordscene efter et skyderi, og den dag i dag undrer jeg mig. Var det en kommentar til afdøde, eller var det en tilfældighed? Hvad pokker var meningen???!!! Heldigvis havde jeg en plastik-bærepose med, så jeg kunne få manøvreret liget op i den uden at røre ved det. Derpå fik jeg det smidt i skraldespanden, hvorpå jeg ellers forlod kirkegården efter lidt hastig vanding af de blomster, jeg tidligere havde plantet for at besmykke hans død .... Else Cederborg http://www.dailymail.co.uk/news/article-2413688/Incredible-skeletal-remains-Catholic-saints-dripping-gems-jewellery-dug-Indiana-Bones-explorer.html http://www.catholic.org/encyclopedia/view.php?id=4607 http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1152522/dr-doed-og-hans-samleje-lig-vaekker-forargelse/

Nyeste kommentarer

06.10 | 15:04

Det jeg vil sige med dette er, at genrebetegnelser ikke er faste størrelser, selv om de ofte bliver fremstillet sådan.

...
28.02 | 19:15

Et godt spørgsmål, som jeg bare ikke kan besvære. Det er for længe siden, til at jeg kan huske, hvad der blev af disse hæfter - og om jeg har set dem.

...
28.02 | 09:08

Har ikke opgivet ønsket om kontakt og uddybning af svar. I bogen om Else Bannister citerer du fra kladdehæfterne på s. 86-87. Hvordan, hvis ikke set hæfterne?

...
16.12 | 22:44

Jeg er ked af, at jeg ikke har flere oplysninger til dig. Geoffrey må være død nu. Han havde én søn, som jeg aldrig mødte. Jeg husker ikke at have set hæfterne.

...
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE